Ønsker vi alle egentlig ikke at have det rart med de personer, vi skal dele livet med?

Om det så er venner eller en partner? De må selvfølgelig gerne udfordre en, men det mindste man kan forlange er, at de behandler en ordentligt og taler nogenlunde pænt. Ellers kunne vi nok finde på at gøre noget ved det.

Den ene person du dog med garanti ikke slipper for, er dig selv! Du skal leve med dig selv hele livet hvor længe det så end varer.

Så hvordan behandler du egentlig dig selv? Hvordan taler du til,- og om, dig selv. Er du overhovedet helt bevidst om det?

Brutale konsekvenser

Gennem mit arbejde har jeg mødt mange mennesker med ondt i livet. Svært ved at leve det liv de ønsker. Og under overfladen sidder der ofte en mindre behagelig sambo, i form af en indre stemme der fortæller hvor uduelig, grim, dum, kikset, uværdig (føj selv til listen) man er som menneske. En masse historier bliver der fortalt – som vi – sjovt nok – ofte vælger at tro på (havde det været en ven havde vi nok skilt os af med ham/hun for længst) Men vi finder os i det, og lader det påvirke de handlinger og det selvbillede der kommer til at præge os livet igennem. Giver måske endda grobund for angst, depression, smerter i kroppen og det der er værre.

Jeg kender mønstret ganske godt! Er bekendt med denne uhyggelige sambo, som jeg hver dag gør mit bedste med at opsige lejemålet med – eller i det mindste få til at falde lidt til ro (og nu snakker vi altså ikke skizofreni eller andre ubehagelige psykiske lidelser, som er en helt anden sag, men helt almindelige tanker fra cirkus monkey-mind).

Det går dog bedre skal jeg hilse og sige (hun er seneste år blevet mere glad for tanken om at nyde fremfor at svinge pisken for at få mig til at opnå det uopnåelige mål for perfektion, som i sidste ende gav mig stress)

However, nemmere sagt end gjort! I know – og det er derfor en længere rejse at blive bekendt med denne sambo. Samboen flytter ikke ud af sig selv. Han/hun tror nemlig at den er sat på jorden for at beskytte dig og fortjener en æresmedalje.

Samboen, for lige at anskueliggøre den, er blot en dårlig programmering. Gammelt software som har været installeret netop for at beskytte dig mod gentagen ubehag fra dine omgivelser.

Så metoden er måske ikke at blive uvenner og fortrænge eller skubbe væk – måske skal samboen have opmærksomhed og medfølelse for at kunne lade sig omprogrammere og tillade sig at slappe lidt mere af…

Hvor skal vi kigge hen?

For mig har det fungeret således – ingen hokus-pokus og avanceret bevidsthedstræning – men med simple ændringer i min opmærksomhed og hverdag:

At lære at varetage mine egne behov. Simpelt og alligevel græmmende besværligt hvis man ikke er oplært til dette. Og her snakker jeg trinvis (og her kan vi godt nævne Mashlows behovspyramide hvilket giver mening for mange) :

Fysiske behov: Kost, væske, motion, søvn, toiletbesøg, hvile, berøring, frisk luft m.m.
Personlige behov: Fundament, arbejde, social samvær, kærlighed m.m.
Spirituelle behov (hvad det så end måtte være)

Jeg opdagede at jeg i bund og grund var en knold til at passe på mig selv. Stillede andre før mig selv. Mine behov var ikke vigtige. “Jeg kunne ikke tillade mig…”, “Jeg var besværlig hvis…”, “Det “normale hverdagsliv” var vigtigere en min spiritualitet…”, “Jeg er vist underlig, lad mig passe ind for at please…” bla, bla, bla…

En endeløs strøm at vås.

Bliv din egen bedste lovestory

Jeg gjorde dermed mig selv FORKERT! Og så har vi balladen. Jeg talte grimt og sårende til mig selv gennem mine handlinger (fx. konstant at få for lidt søvn). Når vi ikke varetager egne behov, ender vi med en krop der er stresset fordi den erfarer, at der er INGEN til at passe på den. Den kommer i instinktmode og føler sig truet på livet.

Jo, den gør. Den producerer stresshormoner.

Så .. mit simpleste råd er at blive rigtigt, sådan virkelig, krammeven med sig selv. Gennem at lære sine egne behov bedre at kende og kompromisløst respektere dem i største del af tilfældene.

Jeg har en god ven som har lært mig om 80% reglen: Hvis alt er godt 80% af tiden er jeg glad. (sæt parforhold, arbejde, whatever ind her) Det samme med dine behov. Det er ikke altid du kan spise sundt eller komme på toilettet når der er behov, men så længe du er bevidst og anerkender dine behov, ved kroppen at du lytter og vil gøre alt inden for en overskuelig fremtid for at råde bod på det.

Men jeg vil heller ikke acceptere mindre en 80%. Det er livet for dyrbart til.

Hvor skal jeg begynde?

Det er et konkret sted at starte. Kig på dine behov, og meget vil falde på plads af sig selv. Det lover jeg! Det er svært at arbejde med personlig udvikling på det kognitive og spirituelle plan hvis kroppen sidder og bævrer og dine inderste grænser er overskredet med flere kilometer.

Og der er ingen vej udenom.

Ja, igen … hvordan gør jeg lige det? Lyt til din krop, og lær dens sprog. Det er både avanceret og såre simpelt.

Og jeg ser det som en af mine missioner at give mit detektivarbejde videre – gennem min yoga, mine forløb og individuelle samtaler, at facilitere en bevidstgørende proces der belyser de elementer af vores liv, der forhindrer dig i at træde ind i dit eget lys og liv. At blive din egen bedste ven. Så du kan få kontakt til både dit hjerte og din sjæl ..