Et åbent hjerte
“Selvom mennesket kan synes ubetydeligt, bærer hver enkelt individ i sig det eneste, der kan forvandle mørke til lys. Og det er lyset i menneskets hjerte. Når mørket derfor, som nu, er på vej til at forgifte hjerterne, er det sidste udkald. Og det er det, der er på spil lige nu! Det generelle energiniveau skal hæves betragteligt. Det er ikke på mandag eller i morgen, det er NU!”
Lars Muhl, Lyset i et menneskes hjerte
Hvis menneskeheden skal overleve, skal vi lære at åbne vores hjerter. Således er budskabet i ovennævnte bog, og således er budskabet i religionerne og i mange spirituelle grene.
Problemet er åbenbart, at vi har læst, hørt og langt hen af vejen forstået hvad der prædikes, men at der er stadig lang vej fra mental forståelse til handling. Eller en dybere integration af budskabet.
Og hvorfor mon?
“At elske sin næste”, synes mange sikkert, er et smukt budskab. Men når det så er sagt, er det ligeså nemt at fordømme “sin næste” som at trække vejret. Det kommer ud af munden med samme lethed. Eller gennem tastaturet. Man kan også ‘nøjes’ med at skyde fordømmelserne som spredehagl inde i sit eget hoved hvor ingen hører dem.
Eller gør de?! Tanker, som vi efterhånden har lært bl.a. gennem mindfulness, er ikke toldfrie. Spredehaglene gennemhuller måske ikke andre folk som de verbale, blot din egen bevidsthed (som så siver ud til omverdenen ligesom al anden forurening vi prøver at grave ned). Dine tanker bliver din skæbne.
Der er også en anden hage på dette fænomen. Det, du projicerer ud på andre, er jo blot et spejl af den måde du tænker om dig selv. Eller hvad?
Hvis vi skal elske andre og rumme dem i deres modsathed, dumhed og tåbelige vaner, skal vi først og fremmest kunne rumme vores egne ditto. Og kan vi det? Skal vi det?
Hvem er din værste dommer? Det er du med dine forestillinger om, hvad andre tænker om dig.
I virkeligheden handler dine tanker og handlinger langt det meste af tiden om dig selv. Også selvom du tænker på alle de andre. Kærligt sagt, og langt hen ad vejen, er vi selvoptagede væsner med så lange skygger, at alle kan se dem på væggen bag os.
Og i denne tid er lyset blevet endnu skarpere og kaster skygger af en masse ubalancer i vores samfund: Magt, sex, økonomi, klima, ligeværd, kønsidentitet, vold og krig. Vi er alle blevet synlige ofre og bødler med et hashtag. Og “juhu” for det? For så behøver det ikke længere at forblive skygger, men noget vi kan transformere.
Egoet har gennem de sidste årtier haft en betydelig fremgang med hjælp af et globaliseret samfund udstyret med smartphones. Det skal gerne ses og høres hvor som helst, når som helst. Hvilket både er sært, men også forståeligt, da vores levestandard og frie vilje har haft lige så gode kår.
Vi er blevet herrer over vores egen skæbne, Gud i eget liv, men vi har samtidig ikke fået en vejledning i at håndtere et ego med den magt. Tværtimod. Egoet har lært af samfundet hvordan man puster sig større, indtil det springer som en gasballon. Eller opgiver på forhånd. Igen sært. Men forståeligt nok hvis vi sætter det i en kulturel kontekst.
Mørket, der opstår bag egoets skyklapper, slukker lyset i menneskers hjerte. Helvede er det, vi skaber med vores egen frygt og usikkerhed.
Det trækker et spor af uendelige mængder selvskabt lidelse, der sviner på niveau med miljøkrisen. Det er også dyrt. I medicinering, sygemeldinger, depressioner, angst og så videre og så videre.
“In the absence of love, we began slowly but surely to fall apart.”
Marianne Williamson, A Return to God
Tilbage til hjertet
Det er gennem hjertet vi kan løfte os ud af denne lidelse eller kollektive zombietilstand, der langsomt formørker vores bevidsthed. Men i det mindste ved vi, hvordan vi dulmer os selv i en nedadgående spiral. Vi dulmer os oftest med det, der trækker os ned.
Hjertet transcenderer egoet (det frygtstyrede og meningsorienterede ego). Hvis vi vil integrere hjertets visdom og vores højere bevidsthed, som er klogere end det jeg lige har malet på væggen, bliver vi nødt til at tvangsfjerne egoet som navigatør af bilen.
Egoet skal blot styre bilen i den retning GPS’en anviser. Når det kun udfører det arbejde, som det er ansat til, indser det, hvor rar den funktion egentlig er. For egoet kan ikke være ansvarlig for eller kontrollere alle områder af livet. Lidelsen ligger i den illusion.
GPS’ens display sidder i hjertet. Men henter information og lytter til alle de indkomne frekvenser og kanaler, vi har til rådighed: Instinkt, intuition, højere bevidsthed, sjælen, kollektive energier, kroppen, følelser, urkraft, visdom. Vi er alle udstyret med en kraftfuld GPS, men mange af os aner ikke hvordan den fungerer.
Vi skal turde træde uden for den mentale sfære og også navigere efter det, vi ikke kan forstå eller få forsikringer imod. Hvis vi kun arbejder inden for egoets rammer, vil vi på et tidspunkt møde en grænse. De grænser vi holder os selv i skak med.
Hjertet er det chakra, den intelligens, der forbinder kraft og meditation – top og bund af vores energisystem. Kan vores (ur)kraft og instinkter forbindes med hjertet, kan alt det svære få den kærlighed der skal til for at tranformeres.
I modsætning til intellektet (og vores programmerede tankemønstre baseret på fortidens erfaringer) har hjertet evnen til at være neutral. At kunne se på det som er, som det er, lige nu.
Vi kan sagtens være næstekærlige og uenige på samme tid. Det gør os ikke uligeværdige som mennesker at være uenige. I hjertet er der ingen modsætning.
At åbne sit hjerte er ikke det samme som at knuselske alle og danse på skyer resten af livet. Hjertet er ikke en døgnbutik, der skal være åben 24/7. Det skal ikke tvinges åben eller administreres af viljen. Det er et energifelt, vi skal lytte til, for det opfanger alt det, der er usynligt. Og når vi kender vores hjerte, behøver vi ikke at falde i de lavere energiers magt.
“Kærlighed er at lære det nødvendige”
citat Anne Sophie Jørgensen (Tigerens Rede)
Så en vej at træne hjertets talenter – og et godt sted at øve sig – er overfor dig selv. Overfor dit ego: Det skal også have kærlighed, accept, medfølelse, tillid og ikke mindst bevidsthed – der hver især er en modgift til selvskabt lidelse.
En anden vej er at øve os på vores medmennesker. I hjertet opdager vi nemlig, at det hele ikke handler om os selv. I hjertets gavmildhed skal vi ikke have noget igen – hverken skulderklap eller accept. For at hvile i hjertets bevidsthed – vores spirituelle intelligens er langt mere tilfredsstillende, end en momentan tilfredsstillelse af egoets begær for at blive set og elsket for det vi gør.
Vi skal turde hengive os til det, der ligger udenfor vores kontrol. Udenfor dualismens skygge.
Egoets siger: “Se mig” (personlig kærlighed)
Hjertets siger: “Jeg ser dig” (medfølelse/compassion)
Sjælens siger: “Vi er ét” (altruisme)
Lige nu er mange ved at vågne op til hjertets visdom. En stille revolution. Hjælp andre ved at tilbyde noget af dit eget hjertets overflødighedshorn – det er en kilde der aldrig løber tør.
At lukke op for hjertets visdom og evne til kærlighed er at lytte til vibrationen af det højeste formål i livet. Kald det Guds-vibrationen, skabelsen, universet eller enhedsbevidsthed. Det er den kærlighed vi møder inde i os selv.
Birgitte Søndergaard 
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!